Jeg har siden 1972 haft virksomheden L I K U - projektering, og har haft rigtig mange spændende opgaver.
I 1970'erne importerede jeg norske bjælkehytter, "Skjetne-Hytten", som vi opførte stort set overalt i Danmark, ikke mindst på mange af de små hyggelige øer. Jeg havde en tegnestue hvor vi var 7 mand ansat, og vi opførte også bjælkehytter rundt omkring i Europa, bl.a. Tyskland, Luxemborg, Belgien og Frankrig. (Desværre nåede jeg ikke selv på tilsyn på byggeriet i Chamonix, det klarede min konduktør),
Endvidere eksperimenterede vi med en Østrigs-inspireret "Alpehytte", som vi opførte som helårshus på Fyn og på Sjælland, samt 1 som dobbelthus. Det er stueplan opført af grovpudset gasbeton og en 1.sal af norsk tømmer, placeret "på den forkerte led", således som vi kender det fra byggerier i Alperne, og med balkon på begge sider. Og naturligvis med græstag.
Desuden konstruerede jeg et fritidshus, "Stabil-huset", der udmærkede sig ved at bestå af vægge af gasbeton, der udvendigt blev beklædt med isolering og 1-på 2-beklædning. Udvendigt et sommerhus, men med vægge af stenmateriale som på helårshuse.
I 1980'erne forestod jeg totalrenovering af Hotel Store Kro i Fredensborg for Margit og Erik Brandt, ligesom jeg bl.a. ombyggede deres pakhus på Christianshavn, og indrettede cafe og galleri.
I 1990'erne arbejdede jeg freelance for en større tegnestue i København og var beskæftiget med del-projektering, fagtilsyn og byggeledelse & -styring på opgaver som omfattede fabriksbyggerier, sygehuse (bl.a. Næstved, Vordingborg og Fakse sygehuse) og skoler (bl.a. HTX-tilbygning på Nakskov Uddannelsescenter) m.v.
Og i "nullerne" var jeg beskæftiget med projektering af rækkehuse og lejligheder, herunder lejlighed i en tidligere butik, samt et supermarkedsprojekt der ligeledes omhandlede ændring af lokalplan.
Og de seneste år har jeg haft udfordrende opgaver med at indrette lejligheder i en tidligere erhvervsejendom, projekteret
en værkstedsbygning, samt hjælp til selvbyggere. Jeg har ligeledes udført byggeri på blød bund med "lastkompenserende fundering".
Jeg har således været involveret i rigtig mange opgaver der af og til har budt på udfordring af kreativiteten - senest 6 badeværelser uden gulvafløb!
HVAD KAN JEG HJÆLPE DIG MED??